Den interne skole består af 5 klasser med max. 6 elever i hver. Alle klasser har tilknyttet en lærer og en pædagog, og er sammensat efter elevernes faglige kompetencer, behandlingsplaner og sociale færdigheder.
Der ydes udvidet specialundervisning jævnfør Folkeskolelovens § 20.
Undervisningen tilrettelægges individuelt for den enkelte elev, med udgangspunkt i elevens fortrukne måder at lære på, samt under stor hensyntagen til elevens kompetencer, vanskeligheder og faglige niveau.
Der arbejdes i et struktureret miljø, der fremmer processen for indlæring og elevens handlekompetencer i det sociale felt.
Skoledagen starter for alle elever klokken 8.30, og slutter mellem 12.30 og 15.00 afhængigt af elevens aldersmæssige klassetrin.
Nogle elever bliver fulgt fra afdelingen til skole, andre elever går selv i skole. Efter skoletid går skolens medarbejdere ud på afdelingen og overlapper, så afdelingens personale er informeret om hvordan skoledagen er gået.
Der udarbejdes årsplaner for de respektive fag, samt udvidede elevplaner, som revideres to gange pr. skoleår i forbindelse med konferencerne. Derudover dokumenteres dagligt i Magnoliegårdens interne dagbog for det enkelte barn. På den måde sikres det optimale samarbejde omkring børnene.
-Anerkendelse skaber vækst